Spring til indhold

Borgermøde: Hvor skal energien komme fra?

Kom og vær med til at sætte mål for den grønne omstilling! Vi har alle ønsker, drømme og ideer til, hvordan vores lokalområde og kommune skal udvikle sig. Nu har du muligheden for at være med.

Kom, lyt og giv dit bidrag til grøn omstilling

Den 8. december fra 10.00-14.00 på Hotel Sidesporet i Holbæk.

På dagen kan du blandt andet høre Jesper Theilgaard fortælle om klimaudfordringerne og høre hvordan en gruppe borgere fra Middelfart er gået sammen om at sikre bæredygtig energi til deres hjem. Du kan også høre eksempler på lokal klimaaktivisme her fra Holbæk.

Fra kl. 12. vil der være en workshop, hvor deltagerne skal drøfte, hvordan I kunne tænke jer at bidrage til den grønne omstilling og hvor højt vi skal sætte ambitionsniveauet for kommunens samlede grønne omstilling.

Dagens oplægsholdere er udvalgt på baggrund af deres overordnede ekspertise inden for klima og energiplanlægning samt deres konkrete erfaringer med grøn omstilling på lokalt niveau.

Dagens første oplægsholder er Jesper Theilgaard, som er vejr- og klimaekspert og selvstændig foredragsholder. Theilgaard vil fortælle om klimaets udvikling til i dag og i fremtiden og sætter særligt lys på CO2-udledningernes betydning for klimaet.

Poul Erik Morthorst repræsenterer Klimarådet som blev nedsat af Folketinget i 2015. Morthorst er professor i energiøkonomi og -planlægning og vil fortælle om, hvordan vores energisystemer kan bidrage til at løse klimaudfordringerne.

Peter Huusom fortæller om, hvordan den grønne omstilling kan ske gennem et lokalt forankret projekt. Huusom er initiativtager til ”Sol over Brenderup” som er historien om et lokalt solcelleinitiativ, der er spiret hos borgerne og som leverer grøn energi til landsbyen. Huusom vil fortælle om, hvor langt man kan komme som ildsjæl, men også pege på hvilke lokale forventninger, man kan have til sin kommune.

Grøn Ungdom ved Signe Sitarz fortæller om deres arbejde og aktiviteter, og hvordan de arbejder med at gøre Holbæk grønnere. Signe kommer også ind på hvilke forventninger Grøn Ungdom har til beslutningstagerne i Holbæk Kommune i forhold til den grønne omstilling.

Hele programmet i pdf finder du her

Tilmeldingen til arrangementet er lukket. Vi glæder os til at se jer.  

Afbud til arrangementet kan ske på energi@holb.dk 



Feedback

Sidst opdateret

06.12.2019

Ansvarlig redaktør

Marie Jørgensen